Sært er vort Sind

Mindet om dig har altid Magt
at gøre mig dybt forstemt.
Som en lysende Skygge strejfer du mig
et Nu, hvor jeg trode dig glemt.

Som Stormen, der pisker det blide Hav
og hviner i bladløse Trær,
jager du gennem min trætte Sjæl,
altid og haabløs nær.

Og blev mine Øjne to sorte Dyb,
der spejlede alt hvad jeg led,
- de kunde ej drage dit Blik mod mit
og vinde din Kærlighed.

Og blev mit Hjerte saa fyldt af dig,
at det slog mer heftigt end før.-
Du vilde ej høre dets bange Bøn,
men tavs gaa forbi min Dør.

Sært er vort Sind - vi elsker mest
det, der er længst forbi.
Musikken spiller - men skønnest var
en fjern og tabt Melodi.

Maaske blev jeg selv et evigt Saar
brændt i en andens Sind,
- mens du gaar omkring og lever et Sted,
usaaret, glad - og blind.